Gas/kondensatfund i Luke-1X

13-01-2010

Mærsk Olie og Gas AS har gjort fund af gas/kondensat i sandsten af Mellem Jura alder i Luke-1X boringen i den danske del af Nordsøen.

Mærsk Olie og Gas AS har som operatør for tilladelse 8/06 boret efterforskningsboringen Luke-1X (5504/6-6) i den vestligste del af den danske del af Nordsøen. Der blev fundet gas/kondensat i boringen.

Luke-1X blev boret som en lodret boring og sluttede i lerlag af formodet Nedre Jura alder i 4572 meters dybde under havets overflade. Boringen fandt kulbrinter i sandstenslag i den mellem jurassiske Bryne Formation, og der blev foretaget kerneboring og målinger. For nærmere at vurdere fundet blev der boret en sideboring – Luke-1XA – mod nord. I sideboringen blev der foretaget yderligere målinger og udtaget prøver af gas/kondensat. Kondensat er en let olie.

Partnerskabet i tilladelse 8/06 skal nu vurdere resultaterne fra boringen nærmere for at kunne afgøre, om gas/kondensat-fundet kan udnyttes kommercielt.

Luke-1X blev udført lige øst for Elly gas/kondensat feltet, som ligger i A.P. Møller – Mærsk A/S’ Eneretsbevilling. Der var derfor indgået en samarbejdsaftale mellem tilladelse 8/06 og Eneretsbevillingen om boringens udførelse.

Borearbejdet i Luke-1X blev påbegyndt den 7. august 2009 med boreplatformen Mærsk Resolve. Boringen bliver permanent lukket.

Følgende selskaber deltager i tilladelse 8/06:
Shell Olie og Gasudvinding Denmark B.V. (Holland)   43,3 %
A.P. Møller - Mærsk A/S  36,7 %
Nordsøfonden  20,0  %  

Se pressemeddelelse

Se kort