Efterforskning i Zechstein revstrukturer i Danmark

02-06-2010

Geolog Brian Holland, Danica Resources (Licens 1/08) og Danica Jutland (Licens 1/09 og 2/09) skriver om deres interesser i Danmark.

Danica Resources ApS og datterselskabet Danica Jutland Aps ansøgte om og har fået tre store efterforskningslicenser (i alt 10.500 km2) på land i den sydlige del af Danmark samt i Østersøen, fordi vores gennemgang af de foreliggende data konkluderede, at kulbrintepotentialet i det sydlige Danmark ikke har været tilstrækkeligt undersøgt.

Vores sydlige (Danica Resources) licens er beliggende i den nordlige del af det sydlige Perm Basin, hvor oliegeologien er helt sammenlignelig med vores nabolande Tyskland og Polen og også med Holland og den sydlige del af Nordsøen. Disse lande har i en lang årrække haft olie-og gas produktion herunder de gigantiske Groningen og Leman gasfelter. Kun fire efterforskningsbrønde er boret i Danica Resources’ licens, og dette er et område, der svarer i størrelse til den danske del af Centralgraven i Nordsøen. Der er store utestede strukturer i licensområdet med stort kulbrintepotentiale.

Vores Danica Jutland licensområder er beliggende langs med den nordlige flanke af Ringkøbing-Fyn Højderyggen, der udgør den sydlige margen af det Dansk-Norske bassin. Selskabet har i 2009 gennemført en stor overfladegeokemisk undersøgelse på tværs af licensområderne. Undersøgelsen har indikeret, at termogene kulbrinter er blevet dannet fra to forskellige kildebjergarter. Vi fandt, at de overfladenære kulbrinteanomalier var forbundet med seismisk definerede strukturer af Zechstein (Perm) og Trias alder. For os bekræfter dette kulbrintepotentialet i licensområderne.